Bioenergi

Solen skinner på planternes mange grønne blade. I hvert blad udnyttes solens energi via fotosyntese til plantetilvækst. Dyr vokser ved at spise og fordøje planter eller andre dyr. Fra dyr kommer også en restbiomasse i form af gylle.

Bioenergi betegner den energi der kan produceres af materiale fra planter og dyr, der er dannet for nylig. Bioenergi er en vedvarende og CO2-neutral energikilde. Fossile brændsler som kul, olie og naturgas er ikke CO2-neutrale. De er dannet af rester fra planter og dyr under højt tryk i jordens dybere lag. Ved afbrænding frigives den tidligere deponerede CO2 til atmosfæren.

Mennesket har gennem tid fået varme og lys ved at afbrænde træ. De seneste 100 år er varme og lys traditionelt og i stor stil fremstillet ved afbrænding af fossile brændsler som kul, olie og naturgas. Nu og fremad kan varme og el fremstilles på basis af lokale CO2-neutrale biobrændsler når blot røgpartikler og aske håndteres miljømæssigt korrekt.

Ringkøbing-Skjern Kommune er arealmæssigt landets største kommune og rummer enorme landbrugsarealer og et stort antal husdyr. Vi vil producere CO2-neutral bioenergi på lokalt materiale fra planter og dyr.